Idealisme er en af retningerne i udviklingen af filosofisk tænkning. Denne strøm var oprindeligt ikke ensartet. I løbet af dannelsen af filosofiske synspunkter tog to uafhængige grene form - subjektiv og objektiv idealisme. Den første satte menneskelige fornemmelser i spidsen og erklærede dem for at være kilden til virkeligheden. Og repræsentanter for objektiv idealisme betragtede det guddommelige princip, ånd eller verdensbevidsthed som det grundlæggende princip for alt.
Fødslen af objektiv idealisme
Repræsentanter for forskellige skoler med objektiv idealisme pegede på forskellige årsager til virkelighedens fremkomst og udvikling. Religiøse filosoffer placerede Gud eller det guddommelige princip i centrum af verden. Andre tænkere kaldet verden vil være den primære årsag til alt. Den tyske filosof Hegel, der mest konsekvent og fuldt udviklede sin teori om idealisme, mente at det grundlæggende princip for virkeligheden er den absolutte ånd.
Begyndelsen på objektiv idealisme blev lagt af de græske filosoffer Pythagoras og Platon. De og deres direkte tilhængere benægtede ikke eksistensen af den materielle verden, men troede, at den overholder principperne og lovene i den ideelle verden. Den materielle, objektive virkelighed blev erklæret for at være en afspejling af de processer, der fandt sted i idealets altomfattende område. Alle de forskellige ting er genereret af den ideelle begyndelse, mente Platon. Objekter og kropslige former er forbigående; de opstår og fortabes. Kun ideen forbliver uændret, evig og uforanderlig.
Objektiv idealisme præsenteres også i de religiøse og filosofiske synspunkter fra de gamle indianere. Østlige filosoffer betragtede materie kun som et slør, under hvilket det guddommelige princip er skjult. Disse synspunkter afspejles i en levende og fantasifuld form i indianernes religiøse bøger, især i Upanishaderne.
Videreudvikling af objektiv idealisme
Meget senere blev begreberne objektiv idealisme udviklet af de europæiske filosoffer Leibniz, Schelling og Hegel. Især stod Schelling i sine værker allerede på data fra naturvidenskab under hensyntagen til de processer, der finder sted i verden i dynamik. Men da filosofen var en tilhænger af objektiv idealisme, stræbte han efter at spiritisere al materie.
Den store tyske filosof Hegel bidrog ikke kun til udviklingen af idealisme, men også til dannelsen af den dialektiske metode. Hegel erkendte, at den absolutte ånd, som filosofen placerede i Guds sted, er primær i forhold til stof. Tænkeren tildelte materien en sekundær rolle og underordnede den de ideelle former for væren.
Positionen for objektiv idealisme blev tydeligst afspejlet i værkerne fra Hegel "Naturfilosofi" og "Logikvidenskab". Tænkeren giver den absolutte ånd alle egenskaberne ved det guddommelige princip og giver den også ejendommen til endeløs udvikling. I sin beskrivelse af åndens udvikling lovede Hegel på begrebet modsigelse, som i sit koncept tog form af en drivkraft for udviklingen af et ideelt princip.
