Navnet Svetlana kan ikke kaldes det mest almindelige, det er ringere i popularitet end sådanne kvindelige navne som Sofia, Anastasia, Elizaveta, og alligevel er det fast forankret i ordbogen med russiske navne. De, der vælger dette navn til deres døtre, tiltrækkes ikke kun af dens smukke lyd, men også af dets slaviske oprindelse.
Den russisktalende oprindelse af navnet Svetlana er uden tvivl. Dens beslægtede ord er "lys", "lys". Det ligner sådanne oprindeligt slaviske navne som Snezhana, Milana. Denne lighed vildledte endda forskere-filologer, der i nogen tid overvejede navnet slavisk, der opstod i den før-kristne æra.
Historikernes forskning afviste denne antagelse: dette navn blev ikke fundet i noget gammelt russisk dokument. Dens unikke ligger i det faktum, at i modsætning til de fleste navne er det nøjagtige tidspunkt for dets udseende og endda skaberen kendt.
Navn Skaberen
Navnet Svetlana skylder sin fødsel til den russiske digter Alexander Vostokov (1781-1864). Denne mands rigtige navn er Alexander-Voldemar Ostenek, han blev født på det moderne Estlands område, var tysker af nationalitet og kendte ikke et ord russisk før de var 7 år. Men senere, mens han studerede i Skt. Petersborg i kadettkorpset, lærte han russisk og blev forelsket i russisk kultur. Og så meget, at han efterfølgende ændrede sit tyske efternavn til russisk.
Denne digter levede og arbejdede i romantikens æra, da forfattere elskede at vende deres arbejde til folklore til billederne af "indfødt antikken." A. Vostokov var ingen undtagelse. Han skrev et digt, hvis genre blev defineret som en "heroisk fortælling". Naturligvis måtte karaktererne i et sådant arbejde bære slaviske navne. Digteren kaldte hovedpersonen Mstislav - et sådant navn eksisterede virkelig i Rusland, og for heltinden kom han op med navnet Svetlana.
Så takket være A. Vostokovs digt "Mstislav og Svetlana" kom navnet ind i russisk litteratur.
Navnets skæbne
Hvis A. Vostokov skabte navnet Svetlana, gav Vasily Zhukovsky ham en "start i livet". Denne digter blev berømt for sine autoriserede oversættelser af ballader af tyske og engelske romantiske forfattere. En af dem er balladen fra den tyske digter G. Burger "Lenora". V. Zhukovsky legemliggjorde denne romantisk uhyggelige historie om en pige, der blev taget væk af sin døde brudgom i balladen Lyudmila.
Men forfatteren var ikke tilfreds: han ønskede at skabe et ægte russisk værk, og der var en "fremmed accent" i Lyudmila. Og V. Zhukovsky skriver en anden ballade på samme plot - "Svetlana". Denne gang får heltinden et navn, der ikke blev fundet blandt slaverne, men som allerede findes i russisk litteratur.
Med den lette hånd af V. Zhukovsky bliver navnet populært. Sandt nok, i den æra blev navnet givet ved dåb, og navnet Svetlana i kalenderen kunne ikke være. Men sammen med de officielle navne var der "hjem", som møl bruges uden for familiekredsen. Det er tilstrækkeligt at huske heltinden fra M. Lermontovs drama "Masquerade", der undertiden kaldes Nina, nu Nastasya Pavlovna. Som sådan et uofficielt kaldenavn kom navnet Svetlana i brug i det 19. århundrede. Det blev båret selv af aristokrater, for eksempel baronesse Svetlana Nikolaevna Vrevskaya.
Efter revolutionen i 1917, da kirken mistede sit monopol på navngivning, begyndte navnet Svetlana at blive officielt angivet i dokumenter.
I 1943 blev navnet anerkendt af den ortodokse kirke. Nej, enhver kvinde med det navn blev ikke kanoniseret, men St. Photinia. Dette græske navn betyder også "lyst", og navnet Svetlana blev anerkendt som dets analog.
