Tyndtlagskromatografi er en kemisk analysemetode baseret på brugen af et absorberende lag med en tykkelse på 0,1-0,5 mm som en stationær fase. TLC-metoden kan anvendes på forskellige områder og tillader bestemmelse af en lang række kemiske forbindelser.
Metodeprincip
Metoden til tyndtlagskromatografi blev født af papirkromatografi, og de første eksperimenter blev udført i 80'erne af det 19. århundrede. Den aktive brug af denne analyse begyndte først efter 1938.
TLC-teknikken inkluderer en mobil fase (eluent), en stationær fase (sorbent) og en analyt. Den stationære fase påføres og fastgøres på en speciel plade. Pladen kan være lavet af glas, aluminium eller plast - disse er genanvendelige underlag, der skal vaskes grundigt, tørres og klargøres til påføring af sorbenten efter hver brug. Det er også muligt at bruge papirplader, der bortskaffes efter brug.
Silica gel bruges oftest som den stationære fase, men det er muligt at bruge andre sorbenter, for eksempel aluminiumoxid. Når man bruger dette eller det andet sorbent, skal teknologien følges nøje for at resultatet skal være nøjagtigt, for eksempel fordi silicagel kan give et forkert resultat, hvis luften i laboratoriet er for fugtig.
Opløsningsmidler anvendes som den mobile fase, for eksempel vand, eddikesyre, ethanol, acetone, benzen. Valget af et opløsningsmiddel skal tages ansvarligt, fordi resultatet af kromatografi afhænger direkte af dets kvaliteter (viskositet, tæthed, renhed). Et individuelt opløsningsmiddel vælges til hver analyseret prøve.
Analyse
Prøven skal fortyndes i et opløsningsmiddel. Hvis fuldstændig opløsning ikke forekommer, og der forbliver for mange urenheder, kan prøven rengøres ved ekstraktion.
Påføringen af prøven på pladen kan ske automatisk eller manuelt. Automatisk påføring anvender en mikrospraymetode, hvor hver prøve sprøjtes på det relevante område af substratet. Til manuel påføring anvendes en mikropipette. Blyantmærker placeres på pladen til hver prøve. Hver prøve påføres med en kapillær på pladen i en linje i tilstrækkelig afstand fra mærkerne til ikke at reagere med kulstof fra blyet.
Pladen placeres i en beholder, i bunden af hvilken eluenten hældes. Støtten placeres med den ene kant ind i skibet op til den markerede linje. Fartøjet er tæt lukket for at undgå fordampning af den mobile fase. Under indvirkning af kapillarkræfter begynder eluenten at stige op i det sorberende lag. Når elueringsmidlet når et bestemt niveau, fjernes pladen fra beholderen og tørres.
Hvis det ønskede stof ikke har nogen farve, vil det ikke være synligt på underlaget. Derfor udføres visualisering - behandling af pladen med joddamp eller andre farvestoffer.
Efter sådan behandling evalueres resultatet. Farvede områder med varierende intensitet vises på sorbenten. For at bestemme et stof (eller en gruppe af stoffer) sammenlignes de farvede områder, deres størrelse, intensitet og mobilitet med en referenceprøve.
TLC-metoden bruges i vid udstrækning, fordi den er hurtig, billig, præcis, intuitiv, ikke kræver kompliceret udstyr og er let at fortolke.