Overførslen af ethvert territorium eller endda en hel landsby såvel som hele eller en vis del af indkomsten fra det blev udført af herskeren i et af landene i Mellemøsten og Mellemøsten. Hvis ict i begyndelsen af dets forekomst blev videregivet til midlertidig brug, gik den gradvist over i en livslang, og derefter blev ict modtaget med ret til efterfølgende arv i generationer.
Instruktioner
Trin 1
Området kunne overføres til en person i fuldt ejerskab, eller kun indtægterne fra disse lande og retten til at styre dem for at generere indkomst blev overført til ejeren. For den feudale herre var dette en ret bekvem form for at opnå en permanent indkomst, og han behøvede ikke at opholde sig permanent i de tildelte områder. En nomadisk ejer kunne ikke ændre sin nomadiske livsform, kom til ikta flere gange om året og opkrævede skat med mad eller penge
Trin 2
Derudover var “ikta” navnet på de lande, som kalifen gav til guvernøren, så han ville opkræve skat fra befolkningen, der bor i dette område med det formål at efterfølgende overføre dem til statskassen. Oftest var ikta udstyret med store militærpersoner tæt på herskeren, som skulle holde ret magtfulde væbnede løsrivelser på de lande, der var tildelt dem, hvis pligt var at beskytte både deres eget territorium og efter kalifens ordre den øverste statsmagt. Ikta er den østlige variant af feudale tildelinger i de middelalderlige lande i Vesteuropa.
Trin 3
Forskellen mellem ikta og statsejerskab er først og fremmest, at ejeren af jorden og dens leder, der har ret til at opkræve skat fra bønder, blev Lennik (mukta) og ikke staten. Et lignende system med fordelingsfordeling begyndte at eksistere i slutningen af det 7. århundrede, men blev fuldt etableret i 8-10. Århundrede.
Trin 4
Mængden af jord givet til Ikta steg markant i Seljuk- og Hulaguid-staterne, der eksisterede i middelalderen. Ikke kun individuelle objekter og skatter fra dem blev overført til ikta, men også små, store bosættelser og endda hele regioner. Ejerne af Iqt erhvervede efterhånden ikke kun retten til efter eget skøn at opkræve skatter fra befolkningen, der bor i de territorier, der tilhører dem, men begyndte også at have domstolskraft.
