Fysisk-geografisk zonering udføres i henhold til nogle individuelle karakteristika (lettelse, jord, klima - sektorbestemt zoneinddeling) og i et kompleks (landskabszonering). Dette er en måde at identificere detaljerne i de enkelte geografiske regioner og ligger derfor til grund for den territoriale opdeling af planeten som helhed.
Regionaliseringens historie
Indtil det 19. århundrede havde regionalisering ikke et videnskabeligt grundlag og blev udført i henhold til de mest åbenlyse ydre tegn: floder, bjerge eller statsgrænser. Der var ikke noget klart begreb om forskellen mellem fysisk-geografisk og økonomisk zoneinddeling.
I løbet af det 19. århundrede var der en aktiv udvikling af geografiske discipliner, som også påvirkede dannelsen af regionalisering. Økonomisk zoneinddeling optrådte som en uafhængig retning inden for videnskab, og sektorbestemte zonearrangementer begyndte at udvikle sig. Samtidig blev princippet om zonering udviklet. I den sovjetiske æra begyndte zoneinddeling også at tage højde for princippet om provinsialisme, klimatiske ændringer og store strukturer i jordskorpen.
Hvordan er zoneinddeling
Opdelingen i regioner udføres på basis af afgrænsningen af naturlige grænser. Hver region har sin egen udviklingshistorie; lignende naturlige processer finder sted i den. I henhold til zonefunktioner skelner zonering fysiske og geografiske bælter, zoner og underzoner. Ifølge zonefunktioner - fysiske og geografiske lande og regioner. I regionerne bruges en intern opdeling i geografiske sektorer - dette er blevet nødvendigt på grund af havets ulige indflydelse på kontinenternes natur. Sektorerne er oceaniske, overgangsbestemte, kontinentale og skarpt kontinentale.
Opdelingen i zon- og zonområder er ikke utilsigtet, der er visse forhold mellem dem. I forskellige fysiske og geografiske regioner og lande kan naturlige processer afvige lidt, hvilket naturligvis fører til afledt zoneinddeling. Det laveste niveau af sådan zonering er den fysisk-geografiske region. Det er homogent både fra zoneprincippet og fra det azonale synspunkt.
Fysisk-geografisk zoneinddeling er et vigtigt geografisk grundlag for bogføring og vurdering af naturressourcer i komplekset. Opdeling i geografiske enheder bruges ofte til distriktsplanlægning såvel som til transport, medicinsk, byggeri og andre formål. Fysisk og geografisk zoneinddeling bestemmer den praktiske værdi af en bestemt region. Takket være zoneinddeling er det muligt at vælge en region til løsning af et specifikt problem, der opfylder de nødvendige krav til naturlige indikatorer, klimatiske egenskaber osv.
