Udtrykket "neutrale farvande" henviser til vandområder, der er uden for staternes grænser. Disse kan være oceaner, have, floder, søer, underjordiske farvande og endda sumpe.
Hav og have uden for landes område kaldes også "åbent hav". Skibe, der sejler i neutralt farvand, falder ind under lovgivningen i det land, hvis flag er installeret på dem. Hvis skibet er involveret i kriminelle aktiviteter, såsom piratkopiering, kan ethvert land gribe ind og udøve jurisdiktion.
Hvor kom begrebet "neutrale farvande" fra?
Fra et juridisk synspunkt skylder begrebet "neutrale farvande" sit udseende til den hollandske advokat Grotius. I 1609 blev hans arbejde udgivet under titlen "Frit hav". Da i begyndelsen af det 17. århundrede flere lande, herunder Portugal og Spanien, begyndte at kræve fuldstændig kontrol over alle have og have, gjorde hollænderne oprør, da dette ville afskære deres evne til at handle med mange udenlandske havne.
Grotius, en pioner inden for international ret, forsvarede retten til at sejle på åbent hav. Han insisterede på, at havområdet var gratis for alle, og at skibe kunne sejle frit fra en havn til en anden.
I sine erklæringer baserede Grotius sig på romersk lov og skikke ved sejlads i Asien og Afrika.
Grænserne for åbent hav
Tanken om, at fri bevægelighed på havet skulle strække sig til kystlinjen, blev aldrig noget. Spørgsmålet om, hvor langt de indre farvande skal strække sig, har skabt en masse kontroverser. Faren for smugling og militære angreb fik lande, der grænser op til havene, til at kræve retten til farvandet ved deres bredder.
I begyndelsen af det 18. århundrede blev landets indre farvande betragtet som en afstand svarende til tre miles. Det var afstanden fra en kanonkugle.
I 1982 blev FN's havretskonvention vedtaget - et dokument, der bekræfter den nuværende situation. I henhold til denne konvention bestemmer hvert land selv bredden af indre farvande. De fleste lande har udvidet dette område til 22,2 km. Det kaldes normalt "tilstødende zone". Cirka 30 stater har bevaret den samme bredde på 3 miles.
Konventionen giver også mulighed for ret til en eksklusiv økonomisk zone. Det er et maritimt område på 370,4 km, hvor kyststaten kan udforske og have adgang til brugen af marine ressourcer. Samtidig kan skibe fra andre stater flyde frit inden for et sådant område. Ikke alle lande hævder den eksklusive økonomiske zone.
Der er også begrebet "sammenhængende zone". Dens bredde er 44,4 km. Inden for denne zone har staten ret til at stoppe skibet og arrangere en inspektion samt udøve jurisdiktion, hvis det er nødvendigt, det vil sige, hvis dette lands love overtrædes. Vandmasserne, der ligger uden for alle de førnævnte grænser, betragtes som det "åbne hav". De kaldes også "neutrale farvande".
